Træningstur til Avoriaz uge 3

Træningstur til Avoriaz uge 3.

Fredag den 13/1-06.

Vækkeuret ringer kl. 0500. Hvad var det for et vanvittigt tidspunkt at ringe på. Nå - ja vi skulle jo af sted til lufthavnen. Flyet går/letter kl. 0625 destinationen er i første omgang Stockholm, men det er kun et skridt på vejen. Vi skal jo til Geneve - skifolkets "gateway" til de sneklædte bjergtinder, som vi jo ikke har på vores breddegrader.

For at være helt sikker på at komme derned, måtte vi fordele os på de afgange der var til rådighed, og vi var nogle stykker (familien Røhe og Lise Andreasen) der havde valgt det sikre, og det betød så at vi må tidligt op.

Ivar (som vi ikke havde mødt i transit hallen), hilser diskret på mig i flyveren, men jeg er ikke helt vågen endnu, og var ikke sikker på at denne herre var en jeg før havde stiftet bekendtskab med, så han trasker videre hen til sin plads. Det er først da vi går fra gaten i Stockholm, at det begyndte at dæmre. Vi fulgtes så alle hen til den nye gate hvorfra flyet til Geneve skulle afgå fra. Alle har fået seating fra København, så der skulle ikke være nogen problemer.

Nå – vi ankom til Genève kl. ca.1130, så vi havde jo masser af tid inden bussen til Avoriaz afgik. Nogle tog ind til centrum med toget. Ivar valgte at yde moralsk støtte til sin datter Nanna med lektierne, som hun havde været nødt til at tage med. Eksamen var allerede torsdag. De to fandt en plads hvor der kunne repeteres i nogenlunde fred og ro. Der var i hvert fald så megen fred og ro, at Ivar tog en lille morfar, selvom han ikke selv havde nogen erindring om dette. Han havde været vågen hele tiden.

Kl. 2000 afgik busserne fra lufthavnen. Det er efter SK 617 med ankomst i Geneve kl. ca. 1915. Det bliver spændende om alle er med. Kurt ringede hjem til logbogen, og fik at vide, at alle var med. Stor glæde, det tegnede godt.

Busserne kørte til Avoriaz i rekordtid 1,5 time, så vi var oppe ved ankomstcentret kl. 2200. Bagagen blev læsset ind i containeren, og af sted gik det til Multivacanes. Alt så ud til at klappe. Nu skulle vi bare ikke have problemer med værelserne. Det fik vi heller ikke. Alle fik deres nøgler uden det sædvanlige kaos som vi ellers var vant til. Tilbage var der kun at få pakket ud.

Lørdag den 14/1-06.

Jubii solen skinnede, vi måtte ud med det samme. Vi skulle bare lige have vores liftkort først, men det kunne vel ikke tage så lang tid. Ja go' daw do. Folk havde jo ændret på deres ønske, så vi måtte gå det hele igennem igen, og det tog lidt tid. Nå men folk tog det pænt. De fik snakket med hinanden udenfor Mirfamose. Steen Frederiksen overvejede at investere i en hjelm, men ventede lidt, for vi skulle ud NU, man var vel som en forårs frisk hingst, der lige skulle ud og indtage sit territorium. Men der skulle Steen nok have valgt at investere i hjelmen først, for hvem faldt og fik smadret sine dyre designer solbriller, med flænger i ansigtet til følge – samt en mindre hjernerystelse !!! STEEN. Helikopter bliver bestilt. Sygesikringsbeviset fungerede som boarding kort. Hurtig og effektivt. Vi blev orienteret om Steens tilstand senere. Han havde det okay, men var stadig lidt omtåget. Hans professionelle indstilling var der dog ikke sket noget med. Han konstaterer, at der var dårlig service ombord, og ingen toldfri salg. Purserblodet rumsterede stadig i kroppen, selvom pensioneringen var lige om hjørnet.

Desværre kommer en ulykke sjældent alene. Henriette ødelagde sit ene korsbånd i det venstre knæ. Surt. Det var anden gang at klinikken fik besøg af en fra SAS Ski Club. Henriette Koefod Büchert fik lagt en skinne på, og så var den ferie forbi. Jeff måtte passe Sander, så hans ferie var også forbi.

Til after-ski på Les Intres aftalte vi, at hvis vejret var fint, så kører vi turen rundt mandag, så vi håbede det bedste. Turens første fødselar blev fejret. Det var Josefine. Vi råbte højt hurra, og sang fødselsdagssang, og overrakte en fin gave, som Jose blev meget glad for. Snakken gik godt rundt omkring de forskellige borde, men der var ikke rigtig nogen der kunne bidrage med en underholdende autentisk historie, fra dagens skiløb. Stig "de kan knække vores faner, men de kan ikke knække os" Schlünsen konstaterede tørt, at han led af akut blodmangel, for hver gang han nærmede sig sofaen, så væltede han omkuld. Det måtte være noget med stofallergi, Mærkeligt det var det, så han oplevede ikke så meget.

Søndag den 15/1-06.

Topmotiverede og spændte som buer, stod vi ved Mirfamose kl. 0900. Søren Asmussen tog, med vanlig hjælpsomhed, et større hold med over til Schweiz hvor vi kørte rundt og så, at her var de også i stand til at præsentere området fra den bedste side. Vi gjorde holdt ved en restaurant med en fin udsigt til muren d.v.s. Jens-Erik Thage ønskede åbenbart at fortsætte alene, eller også var der et eller andet galt med hans localizer, for han skød i hvert fald forbi restauranten. Vi konstaterede for øvrigt (igen), at i Schweiz fik vi alt på en regning. Skide irriterende. Hvem havde fået hvad, og hvad er 3 SF omregnet til euro? Nå, det gik alligevel. Videre rundt. Vi gjorde holdt igen for at spise frokost. D.v.s. Jens-Erik Thage havde åbenbart stadig problemer med localizeren for han missede igen signalet. Han måtte være tunet ind på en forkert frekvens.

På restauranten blev vi alle overrasket over, at når maden var færdig, så blev det annonceret på dansk. Hvilken service. Dog var sproget ikke det pæneste, men hvad kunne man forlange af en Opel sælger.

Efter frokost tog vi på hylden. Dog ikke den direkte vej – nu skulle der stås lidt på ski. Derfor valgte vi at køre en lille omvej, vi skulle jo nødigt komme for tidligt derover. Efter en lille øls tid, vendte vi skispidserne mod Avoriaz. Der skulle jo være lidt kræfter tilbage til den lange tur i morgen.

Historier på after-ski var der ingen af. Der skete åbenbart ikke noget. Her er r..kedeligt. Vi kunne så fortælle de nye, at turen rundt ville blive gennemført i 3 grupper, så alle kunne være med.

Mandag den 16/1-06.

Kl. 0900 stod vi alle nede foran Mirfamose, klar til en dag med skiløb som det primære. Dog med små strategiske pitstop undervejs. Man skulle jo passe på, ikke at dehydrere. Vejret var en blandet oplevelse. Vi startede ud i solskin, men det ændrede sig lidt senere til det dårligere. Vi delte os i tre hold, med en mand forrest der kendte ruten. Det ene hold er forbeholdt dem der indbildte sig selv at de kørte stærkt. De skulle absolut køre det meste af turen, nede i æggestilling. Det er for øvrigt dem der, fra naturens side, er udstyret med et dårligt syn, og dem der havde problemer med, at benene og ryggen ikke kunne rettes ud hvis de bliver for kolde. Sjovt nok så kom de ikke så meget hurtigere rundt, end os andre der kørte turen for at nyde den storslåede natur.

Vi startede som sagt ud for Mirfamose og havde heading mod Linga hytten (det er der gror et træ midt i huset), for derefter at køre over bondens mark mod Chatel.

Vi ville ende helt ude i Torgon (hvis der ellers er sne nok), hvor vi kunne se Montreux. I år var vi heldige. Der var et lille ophold i snebygerne, så vi kunne nå at nyde udsigten.

På hjemturen var det meningen, at vi skulle indtage vores frokost hos Hesteslagteren. Men der var så mange, så det måtte vi opgive. I stedet kørte vi tilbage mod Avoriaz, og fandt et sted hvor vi alle kunne sidde ned, og nyde et beskedent måltid, før vi i huj og hast måtte køre tilbage, for nu var tiden knap. Nå – vi nåede da hjem før liftene lukkede, men der var da også kun lige til øllet.

Tirsdag den 17/1-06.

Det var dagen hvor vi holdt den fælles middag. Vi holdt den bevidst først på ugen, og omdøbte den til at hedde ”get together festen” i stedet for afskedsmiddagen. Vi tænkte, at hvis vi holdt den der, så kunne folk hurtigere lære hinanden at kende. Det kunne de så få gavn af senere. Bruno, der forpagter Les Intres, fik strikket en menu sammen, og prisen blev billigere end det den kostede sidste år. Stor var vores glæde, for det betød jo at der kunne blive råd til et par drinks ekstra, hvilket vi da også investerede i.

Vi satte os til bordet med en velkomstdrink, og ønskede hinanden velkommen, og håbede vi ville få en god og hyggelig aften. Jeff havde fødselsdag, så vi startede med at give ham en gave, og sang derefter fødselsdagssang for ham.

Vi havde forventet problemer med serveringen, for når der er så mange der skal have mad samtidig, så kan det let gå galt, og det gjorde det også i år, men de fik hurtigt rettet op på fejlen, og alle var glade igen. Børnene opførte sig også eksemplarisk. Vi havde da også sørget for at de blev underholdt med legetøj, krydret med lidt slik, som vi havde fundet til lejligheden.

Onsdag den 18/1-06.

Efter gårdsdagens fest, kørte folk rundt i små grupper. Der var nogle der tog til Les Gets, og andre kørte bare rundt i, og omkring Avoriaz. Så er det godt man kender folks vaner. Før middag kan man ofte finde folk på Amerikaneren, eller Rhodos, og efter middag skal man måske køre en tur på hylden, eller ned til Asterix. Det kunne måske også være at der var nogle der er kørt ned til pandekage huset for at nyde lidt sukkergodt.

For nye folk på turen, kunne det være vældig svært at finde ud af hvad der var hvad, men når man har kørt rundt et par gange med nogle af dem der ofte kommer derned, ja så lærer man det hurtigt. Det gjaldt dog ikke for Michael Tvede. Det var lige meget hvornår vi sagde hvor vi skulle hen, så kunne han ikke huske hvor det var, men hvis vi sagde at det var der hvor vi stod i ny sne i går, så vidste han det.

På after-ski kunne man godt se at folk var mere lidt mere opløste. Om det var de flydende drikke, eller på grund af nye bekendtskaber det ved jeg ikke. Det var nok lidt af hvert.

Nu har vi efterhånden været på Les Intres så meget, at man efterhånden følte sig helt hjemme. I hvert fald, så falder det en meget let, at blive der til middag, for det er jo meget nemt, bare at bestille bord, og så dukke op lidt senere. Det er vi vist flere der har benyttet sig af.

Torsdag den 19/1-06.

Dette var dagen hvor vores spændende skistafet skulle løbe af stablen. Vi havde opdelt tre hold på forhånd, og udstyret dem med et kort og et engangskamera. Det var så meningen at de skulle køre ud til hvert deres bestemmelsessted, hvor de fik en bunden opgave. Opgaven gik ud på at lave en tekst på melodien ”I en kælder sort som kul”, og jeg må sige, at det gik vældigt godt (se nederst på siden). Folk gjorde sig virkelige umage. Der var virkelig nogle kreative talenter iblandt os, og det kom rigtigt til udtryk her. For at de ikke skulle sidde og arbejde uden noget til halsen, bød skiklubben på en lille en. Det højnede samtidig motivationen.

Til after-ski blev hvert vers fremført af gruppen, og der var lange og kraftige klapsalver til hver gruppe. Nu var folk virkeligt tømret godt sammen.

Lige præcis denne dag var der nogle franskmænd der havde sat sig inde ved os, og de blev virkelig overrasket over denne fremførelse. De klappede og strålede over disse vikinger der skreg deres sang ud af al kraft. Jo - det gjorde indtryk.

Fredag den 20/1-06.

Dette var så vores sidste dag på ski. Nu skulle vi rundt til alle restauranterne og sige farvel. Det gør man jo gerne. Vi er jo høflige og velopdragne mennesker. Og her er det jo sjovt, for der hvor man lige er taget ind, der sidder der nogle andre, der også lige skal sige farvel. Så kan det blive rigtigt hyggeligt. På amerikaneren fik vi den traditionelle æblesnaps, som ikke alle havde nemt ved at få ned. Men igen er man jo v………., så man tvinger den bare ned. Lidt må man jo lide for høflighedens skyld.

Når man så har været rundt og sige farvel og på gensyn, så kan ens ski godt blive meget bedre end da man startede ud. Det har nok noget med snefnugskrystaliseringshysteresens fordampnings koefficient at gøre. Tror jeg nok. Det var bare lidt irriterende, at netop som resultatet af en hård træningsuge var begyndt at vise sig, så skulle man hjem. Det giver jo bare en grund til, at tage derned igen til næste år, for at genoptage det, der hvor man slap.

Til after-ski skulle vi da også lige synge fødselsdagssang for Sus. Det gør vi jo hjertens gerne. Jeg var så heldig at få lov til at overrække Sus gaven. Uddelingsreglerne foreskrev også, at der skulle følge et kys, og et kram med, og igen - det er jo ens pligt som Turleder, at uddele disse. Jeg husker bare ikke, om jeg fik gjort det. Det må jeg så gøre om en dag ved lejlighed.

Lørdag den 21/1-06.

Igen skulle man tidligt op. Vi skulle stå ved Multivacanes kl. 0630. Der ville vores bagage blive hentet, det havde jeg forberedt dagen i forvejen. Containeren stod der også, men der var ingen chauffør, så vi måtte gå ned på pladsen hvor vi skulle tage bussen fra, for så at få fat i nogen der kunne hente vores bagage. Smadder besværligt og stor forvirring.

Da de endeligt kom ned med vores bagage, så var der nogen der havde taget vores bus, for chaufføren havde været så smart, at sige ja til alt hvad der blev spurgt om, så da et andet selskab spurgte om det var deres bus, så sagde han bare ja – ja. Smart mand bøv. Nå – deres bus fik vi så, og den var meget bedre.

Da vi kom til lufthavnen fik jeg kontakt med Tyge lund der er stationschef i Geneve. Han oplyste os om, at det så rigtigt skidt ud med hjemturen. København havde store problemer med vejret, og det betød at flyet der skulle være ankommet fredag aften, slet ikke var kommet af sted fra København, på grund af, at afisningen var blevet tømt for væske, og det fly der skulle af sted, som det første lørdag, IKKE var taget af sted fra København endnu. Der skulle ikke megen fantasi til for at forestille sig hvad det betød. Vi for rundt som "en skoldet skid i et glas vand", og prøvede at liste os på diverse andre fly ud af Geneve. Nå – efter de værste indchecknings problemer, så lykkedes det os alle at komme hjem. Enten via Zürich –

München eller i vores tilfælde over Stockholm. Nu var vi hjemme i København efter en pragtfuld uge, med god sne - godt trætte, og en masse erfaringer rigere, men ved godt mod trods alt.

Vi sagde farvel og på gensyn næste år. Veltrimmet – topmotiveret bl a. bla. bla.

Referent: Claus Rathje

Sangen fra skistaffetten.

Melodi: I en kælder sort som kul.