Det var en flok veltilfredse mennesker, der kl.0330 lørdag morgen satte sig ind i bussen mod Geneve. Selvom man da godt liiige kunne have brugt et par dage
til!
Vi havde nemlig haft en rigtig, rigtig god uge på ski!! Turen derned gik godt for de fleste af os, det var ellers lige ved at gå galt. Der var blevet rigget en stretcher op på grund af et brækket ben, som skulle hjem fra ski, og i Geneve har vi ikke personale til montering af disse. Altså var der 6 pladser mindre end ventet.Men når alt andet fejler, træder Jeff og Henrik til. De fik pakket den ned igen, mod selv at montere den ved ankomst i Geneve. Dette gjorde, at næsten alle (3 måtte via MUC) kunne sætte sig tilrette og lade sig transportere sydpå. Vel ankommet til Geneve besluttede vi at vente på flyet fra München, og vore re-routede kolleger, men ak og ve, de var landet sent og havde misset forbindelsen til GVA. Vi traf en hurtig beslutning, og samlede sammen i Prebens højre sok, så de kunne tage en taxi. Det var med en knude i maven, at vi i bussen startede opstigningen mod Avoriaz, vi havde nemlig ikke set meget sne. Alle vore bange anelser blev gjort til skamme, for da vi kørte ind på parkeringspladsen i Avoriaz, blev vi mødt af yderst solbrændte Monsieur le Propriétaire Løvgreen & frue, med bud om ikke bare sol men også fantastisk føre! På trods af sol og skyfri himmel var sneen skøn, selv stykket ned mod Ardent, som enhver tidligere Avoriaz entusiast kender som vejen hjem fra Fischer/Rhodos og som ellers har tendens til is, var bare rigtigt god!! Og selvfølgelig var det lige præcis på Rhodos, vi alle mødtes til frokost den første dag efter en god gang ”piste visning” i tre hold. Hr. Asmussen var ved at gå ud af sit gode skind, de havde lukket Choucas!!!! Den var godt nok genåbnet et andet sted, men ”det bli'r aldrig det samme” ,sagde han, mens en tåre løb ned ad kinden. Men det var her, vi mødtes hver eftermiddag til afterski, udvekslede historier og indkasserede iskolde præmier for den bedste. Liften med det rullende tæppe fik også i år sit offer, denne gang var det Jens der måtte ned og ligge, mens liften fejede over hans hoved, og var ved at justere hans hårpragt. Som om det ikke var nok, stødte han dagen efter ind i en å og fik en god gang buksevand..!!?? Ja ja, vi håber han har fundet sine solbriller igen. Eller hvad med Johan, som ikke havde hørt (??) at liftkortet var elektronisk, og bare skulle ligge i lommen. Han ville montere det i sin jojo og forsøgte at lave hul i kortet. Desværre valgte han at placere dette hul midt i chippen, så han måtte have et nyt liftkort! For Tomas kunne turen nemt have endt gruelig galt da han med, et ukendt antal km. i timen, fældede en fransk skiskole lærer. Ups! De dage hvor der ikke var nogle historier, havde vi jo Stig, og sikke nogle historier han kunne!! Sande? Måske ikke helt, men underholdende, DET var de! Turen rundt blev aflyst, desværre var en del af området lukket på grund af mangel på sne. Natten til torsdag åbnede himlen sig, og ned kom sneen, ikke bare sne, men PUDDERSNE!! Det fortsatte med at sne hele torsdagen, det blev en skøn dag på ski, og det var en træt flok der mødtes på Choucas. Torsdag aften var der farvel middag, og alle havde tilmeldt sig. Vi mødtes på La Cabane til Boeuf Bourgeon, stavningen er jeg ikke sikker på, men smagen var fortrinlig! I samme hug fejrede vi Ivars fødselsdag, og ikke mange kan prale af, at blive fejret af 60 glade mennesker. Vi havde en fantastisk hyggelig aften, med underholdning. Vi havde nemlig en gæst med i bussen mod Geneve, som skulle ned og være "bums". Da Preben så, at han havde sin guitar med, fik han lov at køre med os, men måtte til gengæld underholde os til middagen. Det var han god til!!Bagefter fik vi fornemt besøg, ”de 3 tilnarer” (Løvgreen/Asmussen/Schlunzen) kom forbi, med titelnummeret fra deres nye plade ”Mallebrok”. Aldrig har der været så få vers, men det er nok fordi, at Cathrine Holstein ikke var der til at holde Jens i ørerne. En rigtig god aften, som dog ikke gik hen og blev sen, for ”pudderet” lå stadig derude, og de havde lovet solskin!!! Da man fredag morgen kiggede ud af vinduet, så det bare kedeligt ud, en tyk tåge lå over hele byen, men det var sidste dag på ski, og det skulle udnyttes! Jeg tog den lange lift op ad ”myretuen”, og halvvejs fik jeg dagens store overraskelse. Det var ikke tåge, det var kun en sky, og over den tronede solen på en azurblå himmel. Kun et ord beskriver det, - FANTASTISK!!Det blev en eminent dag på ski, bedre forhold skal man lede længe efter. Det var de færreste der tog tidligt hjem den dag! Det var med vemod, men med tasken fuld af oplevelser vi vendte hjemad. Helt uden skrammer og uheld var turen dog ikke. Desværre kom hele to kollegaer til skade og fik revet korsbåndet over. Det skete forholdsvis sent på ugen, men det retfærdiggøre det jo ikke. De måtte hjem en dag tidligere end os andre. Rigtig god bedring til jer begge. Et par tyverier kommer vi heller ikke uden om. Det endte bl.a. med et par udskiftede låse i nogle lejligheder og for Torben, en overnatning hos nye bekendte. Sidst men ikke mindst en stor tak til Irene og Preben, som endnu engang stillede op som turledere. I gør et godt stykke arbejde! Nathalia Nyeland og Charlotte Robinson |
|