Referat af SAS Ski klub Grønlandstur.
Mandag d. 28.05.07
Rejsegruppen der bestod af 12 personer mødtes i Terminal 3 kl. 6.30, hvor vi fik
checket vores ski ind. Kl. 7.50 sad vi i SK 1291 med kurs mod Kangerlussuaq
( Sønder Strømfjord ). En eventyrlig rejse var startet.
Kl. 8.30 lokal tid ( ca 4,5 timers flyvetid ) landede vi i et solbeskinnet stykke Vestgrønland,
hvor vi blev indkvarteret på Hotel Umimmak Musk Ox In. Efter en god vandretur over til
lufthavnen indtog vi en god frokost i Hotel Kangerlussuaq cafeteria. Kl. 13 blev vi hentet 
af en noget særpræget 20 personers offroader bus. Den havde en Harald Nyborg kompresser
på taget ellers kunne den ikke bremse. Efter få minutters kørsel passerede vi verdens
nordligste 18 huls golfbane: Sondre Arctic Desert Golf Club. Fjelde i bløde kurver og en
rivende smeltevandselv danner rammen om denne specielle golfoplevelse. Vi fortsatte gennem
et fantastisk landskab med udsigt til mosklædte klipper, funklende søer og isgletschere. Efter
få km. standsede vi ved et flyvrag, som var styrtet ned i 68. Her fortalte vores chauffør Tage
nogle dramatiske historier. Næste stop var en gletscherspalte, som vi skulle passere, men vi
skulle selvfølgelig ned i spalten og opleve et is sceneri uden lige. Efter endnu et par km.
dukkede de første rensdyr og moskusokser op, kors hvor man føler sig lille når man ser så
prægtige dyr i deres rette element. 10 km senere nåede vi så indlandsisen. Her blev nogle af
rejsegruppen nærmest euforiske og stak af, mens resten nød en rum med ægte indlandsis.
Dette syn vil man aldrig glemme.
Vel hjemme igen på hotellet blev der taget hul på noget toldfrit, som blev nydt i solen. Aftenen
blev sluttet af med en lækker tre retters menu på en gourmetrestaurant, hvor hovedretterne
bestod af henholdsvis moskusokse og rensdyrbøffer, en lækker kulinarisk oplevelse.
Tirsdag. 29.05.07
Efter et overdådigt morgenmåltid tog vi med air greenland kl. 8.30 til Nuuk, en meget flot tur
på en time. En hurtig taxi tur gennem Nuuk til tidevandstrappen, hvor en 35 fods motorbåd
ventede på os. Vores rejseleder Rasmus havde entreret med nogle venner og kørte ud og
handlede sandwich og andre godter til os. Nu begyndte en ca. 200km lang sejltur som bød på
lidt af hvert. Med 27 knob drønede vi gennem åbent farvand med høje bølger og isbjerge,
indenskærs langs høje fjeldsider for så 5 timer efter at anduve en lille anløbsbro i en meget
smuk fjord. Her blev vi modtaget af Adam og hans crew som med snescootere fragtede os op
til Apussuit Adventure Camp. Apussuit er Grønlands største skisportssted, med direkte
adgang til gletcheren i 1000 meters højde. Her blev vi indkvarteret i tre firemandsværelser.
Efter en gennemgang af hvilke farer der kan være forbundet med at køre på snescooter og stå
på ski på sådan en gletcher, var det tid til første nedkørsel. I fuld sol susede vi ned ad en hel
uberørt gletcherside for så at blive trukket op igen af en snescooter. Herligt. KL. 18.30 havde
vores madmor Britta lavet karbonader med kartofler og grønsager. Aftenen gik med snak og
spil, især et terningespil ” isbjørne omkring vandhuller ” optog os meget. To fra gruppen tog
med Adam ud for at hente vand. Det foregik ved, at der blev spændt slæder med dunke på
efter snescooterne og så gik det ellers derudaf ca. 9km. Her ude i middle of nowhere fandt
Adam et lille hul, hvor han stak en pumpe ned og sugede et tons vand op. Hvordan han bar
sig ad  med at finde stedet er stadig en gåde.
Onsdag. 30.05.07
Morgenmad kl. 8. Det var overskyet og lidt dårlig sigtbarhed. Det blev til et par nedløb på
isskorpe, det var ikke helt let. Senere blev det nærmest snestorm. Britta lavede en forrygende
frokost til os med snekrabber. Om eftermiddagen tog nogle af de hårde drenge ned og
hentede et sekshjulet køretøj der var kørt fast, det havde vist været lidt af en tur. Det lå
ligesom i luften, at det var i dag der skulle være fest og det blev der. Først nogle ordentlige
fiveoclock drinks derefter middag bestående af snekrabber og culottesteg med adskillige
flasker rødvin til. Så blev der rettet an  til grønlands kaffe, en gudedrik. Whisky og Kahlua
hældes i et stort rødvinsglas hvorefter det langsomt varmes op af en gasbrænder. Når væsken
er blevet godt gennemvarm antændes den. Der hældes nu kaffe i glasset indtil ilden går ud.
Grand Marnier opvarmes i en sovseske indtil denne antændes og hældes med en lang stråle
oven i glasset. Ilden der gerne skulle blive ved med at brænde i glasset slukkes med en klat
flødeskum. Den sorte kaffe symboliserer den mørke polarnat. Flammen det smukke nordlys.
Sneen symboliseret ved den hvide flødeskum.
Stemningen steg endnu et par grader og der blev sågar danset. Kl. 24 sang vi fødselsdagssang
for Camilla som fyldte 43 år. Senere på natten var der nogle der skulle følges hjem til køjen.
Torsdag 31.05.07
Op kl. 8 til morgenmad. Nogle af rejsegruppen havde lidt hængover på. Vejret var dårligt, 
snefyning. Mens vi ventede på opklaring gik et par af flymekanikerne i gang med at svejse
på snescooteren som bla. at prinsesse Mary havde kørt på.
Det blev kun til et nedløb, da sigtbarheden var under 3m. Senere på dagen arrangerede Adam
et snesko stafetløb, som bestod i at få spændt et par snesko på og løbe rundt om en iglo og så
tilbage til næste mand og spænde sine snesko på ham. Det er faktisk udmattende at løbe med
snesko på. Derefter var der fri leg og flere tumlede rundt i den nye sne.
Efter  madmor Brittas store frokost diskede vores fødselar Camilla op med irsk kaffe ledsaget
af hjemmebagt kage. På dette tidspunkt var der flere der klagede over at skibukserne var
blevet for små, og for at det ikke skal være løgn sluttede vi vores ophold i camp Apussuit af
med poularder med fed brun sovs. Kl 19 skulle nedturen starte. Halvdelen af gruppen
besluttede sig for at køre på ski ned, virkelig godt gået, da sigtbarheden nogle steder var
under 2m . Personligt sad jeg på en scooter der kørte af sporet og væltede, men alle kom
uskadte frem. Båden kom til tiden og en stor afsked blev taget med vores værtsfolk.
De havde glædet sig til at SAS skiklub skulle komme, for som Adam udtrykte det; ”jeg 
kan bedst lide at have ligesindet på besøg og ikke kun nyrige russere, arabiske prinser,
Bill Gates og alle hans sikkerhedsfolk.”
Nogle uforglemmelige dage var forbi. Båden sejlede os til Maniitsoq ( sukkertoppen ).
På vejen så Søren og Rikke halen på en pukkelhval. Vi blev installeret på et 4 stjernet
hotel virkelig luksus. En butik blev holdt åben til ære for os, og Sus kunne ikke dy sig for at
købe en sælskindspels. Adskillige drinks blev indtaget i panorama baren, mens lokale
grønlændere fejrede deres afslutning på eksamen.
Fredag. 1.06.07.
KL. 6.30 mødtes vi til stor morgen komplet. KL. 7.00 afsted til lufthavnen og med lokal fly
til Sønder Strømfjord, hvor SAS maskinen ventede på os. Fire fantastiske oplevelses rige dage
var ved at være slut, men det der har brændt sig fast på nethinden vil altid være der.
Jeg vil gerne takke vores turleder Rasmus for en uforglemmelig ferie, uden dig kunne
det ikke lade sig gøre. Du burde leve af at lave sådan nogle ture. Håber du vil arrangere en
tur igen. Også tak til resten af holdet for jeres sociale, eventyrlystne og positive indstilling.
Referent.
Niels Christensen
PS. Der vil blive fremstillet en DVD om turen.